DET VIRKELIGE LIV

Af Karsten Erbs

Om afsked og sammenhæng i Nina Malinovskis digte

Jasminer

fylder aftenen

og du

tror du bor i dig selv

– skriver Ivan Malinovski i et digt. Oplever vi en sommeraften, hvor jasminer blomstrer, og vi står ved den lysende busk og plukker nogle af dens lys i alt det grønne og siden fylder stuen med jasminens duft, så ved vi også, at livet er en sansning ud over alle grænser, og vi ved, at livet er noget, der skænkes os ustandselig som en gave.

Den største fejltagelse, vi en sommeraften overvældet af jasminers lys og duft kan gøre, er at tro, at vi bor i os selv.

Naturligvis bor vi i hinanden. Altid er vi på vej ind i hinanden, så afhængige vi er af hinanden. Vi kan slet ikke opleve jasminers lys og duft, dersom vi ikke vedgår, at vi ikke bor i os selv. Vi er som duften gjort af stof, der overskrider grænser. Ud og ind af hinanden. Med hjerte og med hjerne bevæger vi os på samme planer. Forståelser og hjerter og kroppe kan slet ikke lade være med at mødes overskridende alle grænser.

Landet hvor alt hvad vi ønsker blir underfuldt til

landet hvor alle vore lænker falder

– skriver Edith Sodergran et sted om vore drømmes rige fyldt med jasminers duft. Dér bliver ønsker opfyldt, og lænker falder, og vi står overfor at blive til mennesker. Levende og sårbare. At leve i duften af jasmin kan være farligt, føre til hjerters smerter, men det er alligevel det levende og det hele værd.

Ovenstående er indledningen til en prædiken i 1998, hvor jeg bruger to forfattere, som har været helt umulige at undvære, Ivan Malinovski, som om sig selv sagde, at han var en ateist, som kendte Paradis, og den finlandssvenske digter Edith Södergran, hvis digte jeg slet ikke tør skrive om, kun læse til eget brug.

Ivan Malinovskis datter, Nina Malinovski, kan det samme som sin far, disse korte digte, hvor der med kosmisk hastighed kastes lys ind over eksistensen.

Efter en tunnel på to kilometer

blir græsset lidt grønnere

og himlen

bare en anelse

mere blå

Eller et fra en senere digtsamling, som minder om et citat fra en spansk bog, jeg engang læste. Vejen findes ikke, du skaber vejen ved at gå, et citat, jeg aldrig siden kunne glemme igen, skønt jeg har glemt, hvilken bog det var; men ikke kunnet glemme, fordi det siger noget centralt om vores eksistens.

Fremskridtet

findes kun eet sted —

i dine fødder

Kun dine skridt afgør

hvor vejen går hen

….

Nej,

det er de levende ting

der er døde

De døde lever videre

selv uden dig

Nina Malinovski har skrevet digte, som var meget glædelige at læse og brugbare for mig selv, men også i andre sammenhænge kunne jeg bruge dem. Følgende digt har jeg brugt i vielsestaler, hvor jeg giver det til ægteparret som en gave, de kan ramme ind og hænge op over det sted, hvor de spiser sammen eller ligger sammen.

Som sandet

kærligheden i din hånd

tro ikke du kan fange den

med spredte fingre

skødesløst

som var du ligeglad

Sandet kommer fra et hav

der aldrig er i ro

og aldrig tier

og som altid tar tilbage

hvad det gir

Så knyt din hånd

tag vare på de sandskorn

hvert af dem er en stjerne

og tidsnok kan de mistes

Som havets farve

kærligheden i din hånd

tro ikke du kan fange den

Lad hånden flyde

Nødvendigheden af Nina Malinovskis digte begyndte for alvor, da hun skrev digtsamlingen Forandringer, hvor især afsnittet Til Ivan i vinden er så smukt og ærligt skrevet. Det digt, som jeg har brugt allermest, er et digt, som også har været mange mennesker til trøst, og som kombinerer den sete og nu sansede verden med tanken på den døde, som ikke er med til at sanse længere. Men den nu sansede verden er den samme, og den døde er den samme, nemlig den, der elskede, når mursejlerne svirlede i sommeraftenen. Det er meget enkelt. Det er det, der gør det smukt.

Mursejlerne

er her endnu

Og i dag

så vi lommen

på søen

Du kan sove

roligt,

Ivan

Alle mennesker oplever det, og det hører med til livet at se den døde, vore døde. Der sker en forandring af menneskers liv, når de har set en elsket og forbunden dø. Der kommer en alvor ind i deres liv, som ikke var der tidligere. En vigtighed. Mange står uden ord for, hvordan det var at se den døde. De fleste ved af at fortælle om en rigdom ved mange dages afsked, selvom det også kostede kræfter, men selve den døde er svær at beskrive ud over at bruge ordet fred. Nina Malinovski gør det på den her måde.

Du ligger

bleg udstrakt

forandret

den samme

Din høje pande

sprængt

Sårbar er du

som aldrig før

Bag dine lukkede øjne

drømmen

der netop er bristet

Nina Malinovski er god til at sende levende ord af sted. Ord fra situationer, som vi alle kommer i, ord fra adskillelser, som vi har svært ved at tale om. Det er forbundet med stor ømhed og sårbarhed at skrive om sådanne situationer. Det er forfatterens mod, at hun alligevel tør lade det blive os andre til gavn. Og det føles næsten som alt for personligt at omtale hendes digte. Der er to, som i sig har så smukke billeder af den pludselige adskillelse, døden er, men som tøver, fordi der er så meget jordisk paradis imellem os.

Sig mig

du der gik

hvordan kan jeg nå dig?

Jeg kalder dig ved navne

steder favne dufte

Hjørnet her ved laden

afskallet rødt

Den solvarme tærskel

til dit hus

Hjulvhult

Dit blomstrende kirsebærtræ

Og mursejlernes lodrette fald

mod husets rygning

Sig mig

ville du huske

hvis du var her nu?

…

Send mig din nye adresse

skrev du i brevet

jeg fik dagen efter din død

Godt. Men hvorhen?

Din håndskrift

hilser mig endnu

Hej! Ivan

står der

Men hvor er du

der førte pennen?