’STILHEDSSANG’, 2006

Fugl,

fanget i lyskeglen

skriget spændt ud fra

vingespids til vingespids

Rød flaksen og et stumt næb

fravær af lyd, stilhedssang

Alt tager sin tid,

for eksempel tager

det cirka fire minutter

at køre fra Vesterport

til Hovedbanegården,

mens det kun tager

dig et halvt at blive

fremmed for mig

og et par hundrede

at flyve over Sahara.

Tiden er kommet

for at gå. På nul

komma fem bliver

byer udslettet

og børn skabt.

I skrivende stund

har det taget nøjagtig

19868 dage for mig

at blive mig, endnu et

uafsluttet projekt.

Selv om tiden standser

går jeg videre, mig

kan den ikke overhale,

jeg er stadig for gammel

til at bygge en katedral

og alt, alt for ung

til at have noget

at bruge den til

Regntræet giver læ for regnen

og udsender fugt i den tørre sommer,

det er sund fornuft som det meste er her,

bortset måske fra vores skænderi i nat. Men

hvorfor gå ind i et hus og få en indisk massage,

hvis man alligevel skal have en kokosnød i hovedet

når man går ud på gaden igen? Inderen har svaret.

Det er det samme, kokosnødden og hovedet

regnen og tørken, du og jeg. Intet

adskiller modsætningerne.

Og vi som skændtes

hele natten!

Man burde

have lyttet til ham.

Han var oceanograf.

Han fortalte de ting, alle ved.

For eksempel at for havet

er alle skibe ens.

Og at vandet før eller siden

vil fylde alle hulrum

som en utålmodig elsker.

Kort efter hans forsvinden

fandt man først årerne

og så selve båden.

Havet skifter farve hele tiden.

Det er i os og mellem os

og det finder altid

sig selv til sidst.

Han lod os tilbage med studiet

af det selvfølgelige,

det sværeste af alt.

Det er

sensommer

og svalernes

skingre samtale

om afrejsen

overdøves

af stemmen

som mangler

Fuglen, spiddet

til vildrosens

yderste gren,

til stedet mellem

før og nu

til nu og altid.

Ildrød på jorden

hybenfrugten,

sneglens

glimtende spor

over vejen,

her gik jeg!