’PÅ VANDETS VEGNE’, 1997

På vandets vegne

skal hermed fremføres

at faldets retning

altid er den rigtige

En talsmand for jorden

ville sikkert sige

at dalene og bjergene

selv de dybeste og højeste

kun er variationer

over et velkendt tema

nemlig horisonten

I himlens navn

kunne en indsigelse

mod gudsfrygten

og flyvemaskinerne

måske blive nødvendig

På vegne af vinden

burde dansen fremhæves

ophævelsen af tyngdekraften

Og skuldertrækket!

Selv ilden ved ikke

hvad den gør

Der er hænder

som omgående

får en til

at føle sig begæret

Og rum

hvor døden altid er

Der er skove

som langsomt

fremkalder billedet

af en nøgen mands krop

Og øjne

som får en til at se

Der er vægge

som får en til at synge

Og kornmarker

som byder op til dans

Der er togrejser

som i sig selv

er et digt

Måske ender alting godt

Måske vil de to tog

der med høj hastighed

nu nærmer sig hinanden

på det samme spor

alligevel ikke mødes

Den hjemløse

vil måske alligevel

langt om længe

finde diamantsmykket

i affaldscontaineren

Før eller siden

skal jægeren måske

trods alt blive ramt

og mens han synker i knæ

vil hjorten springe

sit smukkeste spring

Og måske vil de to

der i så mange år

hemmeligt har fulgt

hinandens bevægelser

alligevel mødes til sidst

Måske dør den gode

slet ikke i slutningen

Ferskenstenen

smidt på stranden

vil måske spire en dag

og blive et træ

Og det store grisehoved

i slagterens vindue

med det fornærmede

himmelvendte blik

vil måske alligevel forenes

med sin krop

(som nu i stor fart

er på vej til kødhallerne

i byens udkant)

Måske er ingenting

sket endnu –