’FORANDRINGER’, 1994

 

 

 

 

 

Jeg vil begynde her

med mennesket

med os

Og måske vil dette

alligevel

blive en slutning

Eller måske snarere

tilstanden

mellem begyndelse

og slutning?

 

 

*

 

 

Hvilke håb, hvilket had

tillod os at styrte statuerne

af vores guder, vores helte?

Knapt bæres den ene kejser

i triumftog gennem byens midte

før der ved byporten

gøres klar til et nyt triumftog

og en anden fyrstes indtog

i den gamles bærestol

 

 

*

 

 

Tusinde kildevældsdrømme

standset af kraftværkets dæmning

 

 

*

 

 

Tiden går ikke

den bliver stående

på stedet, venter

ser sig omkring

og fløjter lidt

Så vender den

sig måske

og går tilbage

Når den endelig

er kommet

er det næsten altid

for sent

 

 

*

 

 

Dans,

dans synger fløjten

Og vi danser

og hører ikke

at fløjten er stum

Mærker slet ikke

at vi står stille

 

 

*

 

 

Sanchos mølle

på bakken derhenne

som før var ruin

og nu benzinstation

kan blive mølle igen

 

 

*

 

 

Og bageren?

Hvornår blev bageren

overfølsom for hveden?

 

 

*

 

 

Det der før hed studenterbrød

hedder nu sachersnitte

Men smulerne er de samme

ikke sandt?

 

 

*

 

 

Fremskridtet

findes kun ét sted –

i dine fødder

Kun dine skridt afgør

hvor vejen går hen

 

 

*

 

 

Og ilden,

hvad har ilden at fortælle

om forandring?

Det brændte barn

som resten af sit liv

vil søge ilden?

Den livsmætte konge

der kun elsker ilden

før den brænder?

Og ilden selv

som søger det levende

for i dets aske

at blive levende igen?

 

 

*

 

 

Den by vi i går besøgte

med dens markeder

højhuse og moskeer

ligger i dag i ruiner

Broen i Mostar vil aldrig mere

forbinde kyst med kyst

og brevet vi sender til Darko

skal aldrig nå frem

På flugt fra krigen

banker mennesker i dag

på vores dør

Hvis dør står vi

og banker på i morgen?

*

 

 

Hvad er forandring?

Ændrer håndens linjer sig

ved alderdom

udøvelse af krigskunst

eller elskov?

 

*

 

 

Først frostkrystal

Og så forvirring

Så frostkrystal igen!

 

 

*

 

 

Og så dette gamle spøgelse

i stadigt nye forklædninger

snart bærende en luset mølædt kappe

så iført moustache og skrårem

med sær tilbøjelighed for strækmarch

for øjeblikket efter

at være ulasteligt klædt,

øjentjener i golfsko og tweed

 

 

*

 

 

I denne smeltedigel er det dig

som skaber formen

Alt kan skrives

men intet læses uden dig

Din tale, dine tanker

er som ringene i søen:

aldrig bliver søen den samme

 

 

*

 

 

Det der med udvikling

med at ændre sig og erkende

siger mig ingenting

Jeg var et halvt liv om at indse

at et æble smager bedst

når det er skrællet

At jeg vil elskes hårdt

og rejse langsomt eller omvendt

Samt at min eftermiddag

med fordel kan soves væk

og i så fald helst på højre side

 

 

*

 

ELSK DIN NÆSTE

stod der på muren

Og som årene gik

blev skriften

modsat andre skrifter

stadig tydeligere

 

 

*

 

 

Og poesiens produkt

er det rentabelt

tilskudsberettiget

eller bare braklægningsmodent?

 

 

*

 

 

Nogle kalder rapsen gul

musen ville sikkert sige grøn

Og hvis skyen kunne tale

hvilken farve

ville skyen give rapsen?

Og på hvilket sprog?

 

 

*

 

 

Hvornår forstummede Lorcas råb?

Var det den nat han blev tavs?

Eller først længe efter

da vi havde forvist hans død

til et lydløst, lufttæt rum

Hans kærlighed

til kioskernes kulørte kød

eller til de spraglede vimpler og flag

som viljeløse vender sig

for selv den mindste vind?

 

 

*

 

 

Se selv

det nye er ikke

nødvendigvis godt

Slidt er smukt

selv vi og

verden

 

 

*

 

 

NO ABSOLUTA ESTADA