Biografi

 

Af Marike Leroy

Foto: Marike M. Leroy

Jeg er født i Århus i 1951 og vokset op på Nørrebro i København. Siden da har jeg boet mange steder – og der er endnu flere steder her i verden, jeg ville kunne kalde mine hjem. For jeg har rejst meget – og på en hel del af disse rejser fundet steder, som føltes som et hjem.

Rejserne satte sig desuden tydelige aftryk i de digte, jeg har skrevet, det føltes som om digtene kom af sig selv, når min krop var i bevægelse fra et sted til et andet.

Jeg har tre børn, Milan er født i 1974, Pejk i 1976 og Marike i 1989.

Forfatter begyndte jeg først at kalde mig selv i en forholdsvis sen alder. Før da arbejdede jeg med mange forskellige ting, jeg har været gartner, hjemmehjælper, model på Kunstakademiet, børnehavepædagog, statist på Det Kongelige Teater og en del andre ting.

I stedet for at gå på gymnasiet arbejdede jeg tre år på Kofoeds Skole, en institution for udstødte og hjemløse mennesker. 
Selv om jeg er vokset op i noget, man kunne kalde et kunstnerisk miljø (min far var forfatter, min mor er væverske), tænkte jeg ikke, at jeg selv skulle være kunstner.

Efter at være flyttet hjemmefra brugte jeg for eksempel de første par år på at få læst alle de Anders And´er og andre tegneserier, der ikke havde været populære i mit barndomshjem.

Men jeg var besat af at læse myter, fabler og eventyr og støvsugede bibliotekernes hylder for den slags bøger. Jeg skrev også digte, mellem dynen og dynebetrækket, ved hjælp af en lommelygte og en spilledåse. Som barn iscenesatte jeg skuespil, først og fremmest store kærlighedsdramaer. Jeg var alle personerne skiftevis og alligevel samtidigt. Og måske dannede både eventyrene og dramaerne et slags grundlag for den forfatter, jeg senere skulle blive.

Da jeg var midt i tyverne, faldt jeg mere eller mindre tilfældigt over nogle digte af den finlandssvenske lyriker Edith Södergran og det blev et afgørende møde. Først oversatte jeg en del af hendes digte til dansk, og i forlængelse af dette begyndte jeg også selv at skrive. Jeg debuterede med digtsamlingen Fri Tid i 1981 og har indtil nu skrevet otte digtsamlinger.

At ”offentliggøre” en tekst er en uundgåelig proces, når man arbejder direkte med sproget. Første fase af denne proces foregår nok mere eller mindre ubevidst, det mest private ryger ud. Derefter skal den private følelse transformeres til en tekst, som er forståelig og kan læses af andre.

Her mener jeg ikke forståelig i en socialrealistisk betydning. Et godt eksempel på min definition af forståelig kan opleves i Bunuel’s fantastiske film Frihedens spøgelse. Et forældrepar efterlyser deres forsvundne datter på en politistation, men pigen sidder lige ved siden af dem hele tiden. De kigger faktisk på hende for at kunne give betjenten et godt signalement.

Vi har alle haft følelsen af at være fraværende i forhold til vores børn, og scenen i Frihedens spøgelse er en præcis , men samtidig helt absurd beskrivelse af den tilstand. Som forfatter må jeg prøve at fortælle så præcist som muligt, samtidigt med at min tekst skaber et så stort rum som muligt i sin læser.

Efter poesien kom andre genrer til og øjensynlig tilfældigt vendte jeg tilbage til det mytiske stof, både i form af en række erotiske fortællinger, som havde mytens form, en samling fabler og flere dramatiske produktioner. Symbolikken og den korte form kalder på en nødvendig præcision. Og at kunne sige noget vigtigt og ofte kompliceret på en enkelt måde er ikke så let, men i høj grad forsøget værd.

Igennem mit forfatterskab har jeg løbende oversat en lang række værker fra svensk og nederlandsk, romaner, dramaer og digte. En komplet liste over disse oversættelser kan du finde under ”værker” her på siden.

Engang i 80-erne blev jeg af TV-teatret bedt om at deltage i et seminar, hvor unge lyrikere og filminstruktører skulle mødes og skabe filmoplæg sammen. Før da havde jeg ikke overvejet muligheden af at skrive dramatik alvorligt – men både arbejdet med manuskriptet og samarbejdet med Kristoffer Nyholm gav mig lyst til at skrive til mediet.

At kunne skabe atmosfære, billeder, bevægelse og lyd med sine ord, at iscenesætte en verden og fortælle noget om den måde, vi lever sammen på, den verden, vi lever i, var en stor udfordring, et fantastisk stykke legetøj. Og for mig indebar det sikkert også en tilbagevenden til barndommens iscenesættelser og fantasier.

Jeg søgte og kom ind på Den Danske Filmskoles manuskriptlinje i 1988. Her opdagede jeg først og fremmest, at en bunden opgave fritstiller snarere end at binde – og at en stor produktivitet ikke tømmer én, men skaber endnu større produktivitet. Jeg lærte også helt grundlæggende og vigtige ting om en fortællings struktur.

Lige efter afslutningen på filmskolen skrev jeg først et hørespil, som det hed dengang, “Natten til lørdag”. Så fulgte teaterstykket “Ellevild”, som jeg også opførte sammen med min mand, skuespilleren Ludo Leroy. I 1994 skrev jeg desuden TV- filmen “Den sommer ved havet”.

En spillefilm, som jeg skrev på samtidig, “Johny er lige glad”, vandt årets europæiske manuskriptpris, men strandede herefter og indtil videre på en række uheldige omstændigheder.

Året efter spurgte komponisten Andy Pape mig, om jeg ville skrive en operalibretto til ham. Operaens historie var fastlagt og handlede om den danske kongedatter Eleonora Christine.

Efter Dronningen af Blåtårn, som operaen kom til at hedde, skrev vi i 2003 operaen “Simsálabad” sammen, den blev valgt til opførelse ved Den Anden Opera’s 10 års jubilæumsforestilling.

Det foreløbigt sidste skud på opera-stammen er en Gertrude Stein-inspireret opera, som jeg skrev her for et par år siden i samarbejde med komponisten og trompetisten Allan Botchinsky, den er endnu ikke produceret.

I 1986 kontaktede Kunsthøjskolen i Holbæk mig og bad mig om at komme og læse digte op for deres litteraturhold. Jeg kunne rigtig godt lide lærerne og atmosfæren på skolen, som rummede en befriende respektløshed og samtidig stor alvor overfor kunsten – og året efter vendte jeg tilbage til skolen som skriveværkstedslærer.

Siden da har jeg med jævne mellemrum, både på Kunsthøjskolen, på andre højskoler og biblioteker afholdt skriveværksteder for både børn, unge og voksne.

Her har jeg udviklet en særlig teknik, hvor jeg bl.a. gør brug af billeder og musik som inspiration.

Lange og gentagende møder er ikke min stærke side, jeg har aldrig været medlem af noget politisk parti, men ofte deltaget i små organisationer, som opstod hurtigt, når behovet var der, og blev opløst lige så hurtigt, når det forsvandt.

Jeg har bl.a. arbejdet i flygtningeorganisationer og været medstifter af sigøjner-komitéen og den danske Tjetjenienskomité. I de senere år har jeg desuden været konsulent på en række kulturudvekslingsprojekter i Mellemøsten, både som manuskriptforfatter og skriveværkstedslærer.

Min far, Ivan Malinowski, citerede engang Hegel for at sige, at ”frihed er indsigt i nødvendigheden”.

Vi er i vores samfund og vores tid besat af tanken om frihed som en ustruktureret og løsrevet tilstand. Friheden er næsten blevet en ny helligdom. Vi har glemt den frihed, som består i at være bundet til noget – og at kunne frigøre sig fra sine bånd.

Industrialismen splittede vores familier, børnene kom ét sted hen, de arbejdsdygtige et andet, de gamle et tredje osv. I den proces mistede vi vigtig erfaring og viden, som generationerne før kunne give hinanden, ro, en følelse af samhørighed og rødder.

Samtidigt er kapitalismen med sin markedsøkonomi ved at kvæle os. I vores del af verden dør vi af stress, ensomhed og fedme, en række velfærdsrelaterede tilstande. Vi er såkaldt velfærdsramte, mens resten af verden, majoriteten af jordens befolkning, er ramt af fattigdom og dør af sult, sygdomme og krige. At vi meget snart må fordele jordens resurser bedre er åbenlyst, det er helt enkelt sund fornuft.

Noget vigtigere end det kan jeg ikke komme til at tænke på –